Konrad fuldender sit julelook – tid til hovforkælelse!
Konrad stod og beundrede sig selv i stalddøren. Hans pels skinnede, manen lå perfekt, og halen svajede elegant bag ham. “Jeg ligner en million snefnug,” tænkte han stolt. Men da han kiggede ned, rynkede han mulen lidt.
“Vent lige... hvad er det?” tænkte han, mens han stirrede på sine hove. De så lidt matte ud sammenlignet med resten af hans skinnende look. De var tørre og havde mistet den glans, han ellers havde i man og hale. “Det går ikke! Hvis jeg skal være juleklar, så skal ALT skinne – også hovene!”
Han skævede til "vaskerummet" og spejdede rundt, indtil hans blik landede på noget, der stod i hjørnet – en lille bøtte med låg.
“Aha! Dér er det!” sagde Konrad og begyndte at trippe hen mod bøtten. Den var lidt mindre end den store dunk fra tidligere, men den så lige så vigtig ud. Han stak mulen frem og snusede til bøtten.
“Uh, det dufter af noget godt... måske vitaminer?” tænkte han og puffede låget af. Inde i bøtten var der en blød, cremet balsam, der glimtede let i lyset. Det var tydeligt, at dette ikke var nogen almindelig creme.
“Denne her er til mine hove – det kan jeg mærke,” sagde Konrad og satte sig til at finde ud af, hvordan han skulle påføre den. Han forsøgte at stikke mulen i bøtten, men det fungerede ikke. Han forsøgte at gnide hoven op ad bøtten, men den væltede, og lidt af cremen flød ud på gulvet.
“Åh nej, åh nej!” sagde Konrad og skubbede ivrigt til bøtten med mulen for at rette den op. Han var lige ved at gå i panik, men så kom Niller til undsætning.
“Hvad har du gang i nu, Konrad?” spurgte Niller med et grin. “Du ser ud, som om du er midt i et kæmpe kunstprojekt.”
“Det er ikke sjovt, Niller!” prustede Konrad. “Jeg har knoklet hele dagen for at se skinnende ud til juleaften, og nu har jeg opdaget, at mine hove ser kedelige ud. Jeg prøvede at fikse det med den der creme, men det er ikke så nemt med hove, ved du nok!”
Niller grinede og rystede på hovedet. “Åh Konrad, du er da noget for dig selv.” Han gik hen og samlede bøtten op. “Men du har ret. Hvis vi skal gøre dig klar til juleaften, skal dine hove også skinne. Og heldigvis har du fundet det helt rigtige produkt.”
Han åbnede bøtten og tog en lille klat balsam op med fingrene. “Se her, det er en speciel hovbalsam fyldt med alle de gode vitaminer og næringsstoffer, dine hove har brug for. Den fugter og styrker, så de ikke bliver tørre og sprukne.”
“Ja, ja, mindre snak – mere smøring!” prustede Konrad utålmodigt og løftede forbenet, som om han var til pedicure.
Niller smilede og satte sig på hug. Han begyndte at smøre balsammen på Konrads hove med blide, cirkulære bevægelser. Cremen blev hurtigt absorberet, og den efterlod hovene med et svagt, flot skær – ikke for meget, men lige præcis nok til, at de så suverænt velplejede ud.
“Se nu der, min ven,” sagde Niller og klappede Konrad på skulderen. “Det var da ikke så slemt, vel?”
Konrad kiggede ned på sine hove og prustede tilfreds. “Åh ja, se lige dem! De ser så stærke og sunde ud – og de skinner!” Han trådte frem og tilbage for at se dem fra alle vinkler. “Jeg er klar, Niller. Nu er der ikke en eneste del af mig, der ikke er juleklar.”
Niller tørrede hænderne af på sit forklæde og smilede. “Det er rigtigt, Konrad. Du er helt klar til juleaften.”
